”Just the facts ma’m”

Touren har i sin nuværende form eksisteret siden 1998 og derfor er det på tide at se tilbage og gøre status. Hovedparten af det nuværende deltagerfelt indtrådte først på touren i 1999 og derfor regnes dette år (altså 1999) for værende det første år i denne sammenhæng. Pionererne Nick, Jesper og Mike må affinde sig med at deres scores fra det første år ikke regnes med i dette tilbageblik.

Siden 1999 har den dejlige sydsvenske natur lagt turf, krat og ikke mindst skog til 196 runder golf på Touren. Hvis det antages, at disse runder har taget i snit 5 timer (hvilket med vores pensionisttempo ikke er lavt sat) svarer dette til at der er blevet spillet 980 timer eller næsten 40 dages uafbrudt golf 24 timer i døgnet.

Banerne

Der er blevet spillet på 14 forskellige baner. Örkaljunga er klart den mest foretrukne og er blevet spillet hele 4 gange på 6 år. Wittsjö følger lige efter og er spillet 3 gange. Banerne Sölversborg,

Perstorp, Älmhult, Kristianstad og Östre Göinge har fundet plads på touren 2 gange. De resterende baner er kun blevet spillet en enkelt gang. Den kritiske golfer ville så spørge: Er disse populære baner så også de baner hvor deltagerne har scoret de bedste scores? Tjaee lad os se:

Som det ses så er Bosjökloster, der blev besøgt på sidstedagen i 2000 klart den bane der er scoret bedst på i Tourens historie. Tallene dækker over at hele 2 mand gik ned i hcp nemlig både Nic og Tommy der begge lavede 38 p. Alle mand i feltet holdt sig over 30 point for første, eneste og sidste gang i Tourens historie, snøft.

Dette faktum kan også læses ud at den gennemsnitlige score alle årene som desværre ikke ligger højere end 26,5. Til den fantastiske bane på Falsterbo skal knyttes den kommentar at et gensyn meget gerne må ske i et vejr uden vindstød af orkanstyrke og med hagl af en størrelse så man ikke tager fejl af golfbolde og hagl.

Ellers må det vurderes at Örkeljunga udover at være den mest spillede faktisk også er den næstpænest spillede. De foretrukne baner ligger alle i den pæne ende eller omkring middel. Udfra dette kunne det være spændende med genbesøg på Bosjökloster, Vasatorp eller Olufström. 

Årene

Hvis man kigger lidt på hvordan scores er blevet fordelt i de forskellige år er der ingen tvivl om at Tourens deltagere er ved at falde lidt af på den. De mange børn, hidsige karrierer og hyppige udlandsrejser har de seneste år sat sit negative præg og medført flere og flere golfsving fra dårligere og dårligere lejer. Det ses tydeligt at deltagerne stadig havde nogle x-tra slag i bagen i de første år.

De senere år viser Tourens stats, at deltagerne for de flestes vedkommende har nået deres nedre grænse for hvor lang handicappet kan nedskrives til og blandt andet den manglende indsats på træningsbanen giver sig udslag i et klart gennemsnitlig fald i scores.    

Grafen viser at 2000 klart var det bedste år. 3 handicapreguleringer blev det til og ingen scores der startede med 1 eller mindre. Mar skrabede bunden det år med en 21’ er på Örkaljunga som Nic brændte af med sin 39’er på 2. dagen. En 21’er viste sig de senere år og at række til en placering midt i feltet.

Det forløbige nulpunkt indtraf i 2002 hvor der blev spillet en fornærmende ringe gang golf. De to debutanter Sørensen og Anders lagde sig fra start i hver deres ende af feltet. Sørensen som senere tog trofæet hjem for 1. gang holdt et snit på 30 point imens Anders holdt et snit på lidt over 17. Kun et fuldstændigt sammenbrud hos en anden af Tourens deltagere forhindrede at Anders som den første debutant i Tourens historie i at blive ”bedst fra bunden”, men mere herom senere.

Det absolutte nulpunkt indtraf i 2004. I 2004 var det ikke kun en eller to men hele 4 personer som ikke var i nærheden af 100 point (og et snit på 25). Skylden kan selvfølgelig lægges på blæsevejret på Falsterbo som var årsag til den suverænt laveste gennemsnitsscore nogensinde på touren på 17,5. Men fakta er at der kun 3 gange det år blev scoret over 30 point. Hele 9 gange eller over 25 % af runderne blev der kun sat scores på kortet med et 1-tal foran eller lavere…….

Vi må bare håbe at tendensen fortsætter så der efter 3 magre år følger 3 fede år!

 

Dagene

Måden Green Touren spilles af deltagerne minder meget om de konkurrende tours, hvor spillernes score bliver bedre og bedre efterhånden som turneringen skrider frem.

Et typisk medlem af Greentouren  spiller som følger:

På 1. dagen bliver der lagt blødt ud: driveren er skæv og putteren er kold, katastroferne på kortet indtræffer, men begrænses.

På 2. dagen bliver det marginalt bedre; putteren er ved at tø op og driveren rammer sin første fairway. 2. dagen er dog også negativt præget af kådhed fra den første "rigtige" aften i Strönhult. Dag 2. blev også døbt "tirsdagsgolf" i år 2003 på Wittsjö

Moving Day kommer og pludselig sker miraklet: putteren kan nu pludselig 1-putte og driveren finder flere fairways.

På finaledagen afgøres det hele. Driveren skyder kanonkugler afsted og putteren er ens bedste ven.        

Spillerne

Og så til det mest interessante nemlig medlemmerne af Touren:

Det ses at ”Jensen den yngre” gennemsnitligt set har været i stand til at hive flest point på kortet gennem tiden. Han er den eneste der med stolthed kan sige at han i alle årene har spillet til handicappet. Bag disse tal skjuler sig da også det faktum at Rasmus er den evige toer. Han debuterede i 2001 med en 3. plads hvilket er hans dårligste placering. Siden er det blevet til lutter 2. pladser. Særligt 2003 var Rasmus storspillende:36,27,34,32=129 point, hvor kun en fænomonal slutspurt af Martin: 31,28,40,37=136 forhindrede Rasmus i at kravle ud af skyggen fra storebroderen Nicolai som jo har hjemført pokalen 2 gange.

De to næste pladser på listen optages ikke overraskende af tidligere og regerende Champs. Bemærkelsesværdigt er det at Lars’ gennemsnitsscore er højere en den tofoldige vinder Sørensen. Lars opnåede ved sin debut at vinde Touren og fulgte op året efter med en 6. plads og på hans seneste Tour i 2003 blev det til en 3. plads.  Sørensen debuterede ligesom Lars også med en sejr i 2002. Derefter blev det til en delt 5. plads året efter hvorefter han satte trumf på i 2004 med sin seneste sejr.

På en 4. og 5. plads følger Jesper og Nicolai, også begge tidligere Champs. Udover triumfen i 1999 fristes man til at kalde Jesper for ”den evige treer”. 3 gange er han siden sejren blevet nummer tre.

Nicolai slutter femkløveret af som alle ligger over gennemsnittet. Nicolai har vist sig som en spiller der næsten altid er med når det gælder. Han vandt i 1998 og igen i år 2000. 

På en 6. og 7. plads finder vi John og Mike som ligger tæt på gennemsnittet. Det er særligt de senere år hvor de er gået lidt tilbage for disse to. Mike rammer bunden i 2002 med to på hinanden efterfølgende laveste scores på sammenlagt 18 point for 2 runder!!!! Dette bliver samtidig til den hidtil laveste runde med 8 point. En rekord som burde være umulige at komme i nærheden af, men mar var dog alligevel mm. fra at tangere rekorden i 2004. John har alle årene befundet sig i tyverne hvad angår point, men de senere år er scores tættere på 20 end på tredve. John havde sit dårligste år i 2004 med et snit på 22,4 per runde, og sit bedste i 2000 med et snit på 30,5.

I den tunge ende finder vi en af lav-handicapperne Tommy (hcp 8). Han har de seneste år ikke kunnet spille til i nærheden af samme verdensdel som sit handicap. Han burde overveje at sætte et 1 tal foran. Som de øvrige peakede han i de første sæsoner med 2000 som højdepunktet. De seneste par år ligger snittet stabilt omkring de 20 point.

På næstsidste pladsen finder vi den firefoldige taber/”bedst fra bunden” Mar. Til Mar’s forsvar skal nævnes at han har tabt med små marginaler de første år. De senere år, med 2004 i frisk erindring, har vi været vidne til hvordan en golfspiller som kan spille blændende golf, hvilket han beviste med den overbevisende sejr i 2003, kan springe til atomer og være på en anden galakse end sit handicap.

På jumbopladsen finder vi Anders. Et gennemsnit på 23,1 vidner om, at kroket måske mere burde være hans sportsgren. Til hans forsvar skal det nævnes at han var en stor novice ved debuten i 2003 og han af konkurrencekomiteen var blevet sat til det maksimale handicap 36, skønt han havde handicap +45. Dette forklarer naturligvis ikke hvorfor han trods flere nedreguleringer i handicappet de næstfølgende år stadig spiller grim golf. Særligt 2004 var en stor skuffelse, da Anders og Mar mødte til start som de to med klart flest runder i bagen, men alligevel endte som henholdsvis fjerdesidst og sidst.